VEDLIGEHOLD DIN TØRRETUMBLER
En tørretumbler bliver hurtigt fyldt med fnuller fra dit tøj. Du er sikkert vant til at tømme filteret hver gang, den har kørt, men vidste du, at det også er nødvendigt at støvsuge luftkanalerne med jævne mellemrum. Hvor ofte afhænger selvfølgelig af, hvor tit du bruger tørretumbleren.
Hvis du ikke renser luftkanalerne, vil de med tiden blive fyldt med fnuller, og maskinen kan derved ikke ”få luft”. Det kan resultere i en defekt overhedningssikring/termostat, da maskinen bliver for varm. Hvis overhedningssikringen er defekt, vil maskinen ikke varme. Hvis du har en kondenstørretumbler, skal du også huske at støvsuge eller skylle kondensatoren, der oftest sidder i bunden af maskinen. Har du problemer med din tørretumbler, og ikke er sikker på, hvad du skal skifte, er du altid velkommen til at kontakte os for at få et godt råd.
HJÆLP TIL SELVHJÆLP
Vil din maskine ikke køre rundt eller varme, så kan det tyde på, at du skal have skiftet en reservedel. Hvis maskinen ikke kører rundt kan det være drivremmen, der er sprunget. Den kan enten være slidt eller tromlen kan have siddet fast, og så springer remmen.
En rem er ofte en billig del at skifte, og med lidt hjælp, kan de fleste selv skifte remmen. Hvis maskinen er stoppet med at varme, eller tøjet kun bliver lunt, og ikke varmt, så kan det tyde på, at varmelegemet ikke varmer. Tøjet bliver automatisk lidt varmt, når maskinen tumbler det rundt i tromlen. Hvis maskinen ikke vil varme, er det enten varmelegemet eller en af termostaterne, der er defekt.